Vedtægter for Værestedet Vonsild.

Der er ændringer til vedtægterne fra sidste generalforsamling, de kommer senere... 

§ 1.

Foreningens navn er „Værestedet Vonsild”, og foreningen er oprettet under Vonsild Idrætsforening af 1980 og hjemmehørende i Kolding Kommune.


§ 2.
Formålet er at give børn i 4.-7. klasse mulighed for at deltage i aktiviteter og socialt samvær efter skoletid og samtidig skabe interesse for at deltage i foreningernes aktiviteter.


§ 3.
Som medlem kan alle optages børn, der bor i sognet eller går på Vonsild Sogneskole.

§ 4.
Medlems og aktivitetskontingent fastsættes af generalforsamlingen.

Medlemskontingent betales kvartalsvis forud.



Udmeldelse skal ske skriftligt til lederen med 2 måneders varsel.

 Rykkergebyr fastsættes af bestyrelsen.

Kontingentrestance kan medføre udelukkelse.

 Indbetalt kontingent refunderes ikke.

 Særlige aktiviteter betales i henhold til nærmere aftale.

 

Den daglige leder har ret til at afvise samspilsramte børn. Det samme gælder, hvis børnene bevidst øver hærværk på Værestedets ting og/eller ikke retter sig efter de givne regler.

 Ting der bevidst ødelægges, kan kræves erstattet af skadesvolder.

§ 5.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 personer, hvoraf så mange som muligt dog mindst 3 har forældremyndigheden over et eller flere af de tilmeldte børn.

Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed. Bestyrelsen konstituerer sig selv og bestemmer selv sin forretningsorden.

 I bestyrelsen indgår desuden lederen af Værestedet og en person udpeget af Vonsild Idrætsforening, begge uden stemmeret

Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg, bestående af formand, næstformand og sekretær. Dette varetager de daglige opgaver, som måtte kræve handling på kort sigt, samt kontakt til Vonsild Idrætsforening af 1980 og Kolding Kommune.

 Bestyrelsen varetager ansættelse og afskedigelse af Værestedets personale.

 

§ 6.
Generalforsamling afholdes hvert år i 1. kvartal og indkaldes med 14 dages varsel i et lokalt dagblad/ugeavis samt ved opslag i „Værestedets“ lokaler.

Dagsorden:

 

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Forelæggelse af revideret regnskab og budget.
  4. Behandling af indkomne forslag.
  5. Fastsættelse af medlems- og aktivitetskontingent.
  6. Valg af bestyrelses medlemmer samt 2 suppleanter for disse.
    Første gang vælges:

3 medlemmer for 2 år, heraf mindst 2 med forældremyndighed over medlemmer og 2 medlemmer for 1 år, heraf mindst 1 med forældremyndighed.
Suppleanter vælges for et år.

 

7. Eventuelt.


Forslag til behandling skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.


§ 7.
Ændring af vedtægter kan kun vedtages på en lovlig varslet generalforsamling, og kun når disse er på dagsordenen.

Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de afgivne gyldige stemmer.

Indehaver af forældremyndigheden har 1 stemme pr. barn.

§ 8.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med 14 dages varsel, når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen, eller 1/3 af medlemmerne skriftligt anmoder om det.

 

 

§ 9.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når 3 af dens medlemmer er tilstede.

Alle afgørelser træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

 

 

§ 10.

Regnskabsåret er fra 1/1 til 31/12.  Det første år dog fra kommunens meddelelse af tilladelse til oprettelse og til 31/12-2004.

Regnskabet revideres af 1 på generalforsamlingen valgte revisor.

Det reviderede regnskab forelægges på Vonsild Idrætsforening af 1980’s førstkommende hovedbestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

 

 

§ 11.

Hvis der er nedsat et forretningsudvalg, tegnes foreningen af dette. Ellers tegnes foreningen af Formanden og kassereren, eller hele bestyrelsen. Der påhviler ikke bestyrelsesmedlemmerne nogen personlig hæftelse.

 

§ 12.

Der føres referat over det på møderne passerede og vedtagne.

 

 

§ 13.
Foreningen opløses, når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum vedtager opløsning.

§ 14.

Ved foreningens opløsning, deponeres dens formue og ejendele m.v. hos Vonsild Idrætsforening af 1980 og skal anvendes til fordel for børne- og ungdomsarbejdet i Vonsild Idrætsforening af 1980.


Således vedtaget på stiftende generalforsamling.

 

Vonsild,  den 25/8 – 2003